Faserland var underholdende noget af tiden. Jeg gik kold halvvejs, men slutningen løftede læseoplevelsen igen. Jeg havde fornemmelsen af, at den tog del i en litterær/samfundsmæssig samtale, jeg ikke var en del af, og at meget af årsagen til bogens anmelderdarlingstatus skal findes i dens bidrag til netop denne samtale. Den taler til en tysk kontekst, en tysk samtale - og en samtidebat. Bogen er på mange måder et portræt af Tyskland i midten af 90'erne kombineret med den gennemsyrende tematik om fortællerens afstumpede og dekadente overklasseliv uden bekymringer og konsekvenser, men også uden mening, dybde, og/eller betydning. Den giver således et indblik i en neoliberal kultur i Tyskland. Fortælleren har et overdrevent fokus på mærker og (pop)kulturelle produkter, som han dog alligevel for det meste ikke syntes var hverken undholdende og interessante - de er som regel ret ligegyldige for ham.